Premier League

Winston Reid har overvundet svær start

Den tidligere FC Midtjylland-spiller, Winston Reid, er efter en svær start i West Ham nu for alvor kommet ind i varmen hos manager Sam Allardyce.

Oprykkerne fra West Ham har fået en fin start på Premier League, og i særdeleshed den tidligere FC Midtjylland-stopper Winston Reid har imponeret for London-klubben. Efter en svær start på karrieren i West Ham er Reid blevet en fast del af Sam Allardyces start-11'er, og det har både resulteret i mål og solide defensive præstationer.

Således også i weekenden, hvor West Ham klarede 0-0 i udekampen mod Norwich, og hvor Winston Reid, på trods af en udmattende rejse hjem fra New Zealand, atter stod stærkt i billedet og blev kåret til kampens bedste spiller. Selv glæder Reid sig også over den sigende formkurve for The Hammers.

- Jeg synes, at hele defensiven og gutterne foran har arbejdet virkelig hårdt i denne sæson. Min første sæson i klubben var svær for mig og hele klubben. Heldigvis er det hele vendt nu, siger Winston Reid til klubbens hjemmeside og understreger, at Sam Allardyces tiltro til ham har været vendepunktet.

- Man er nødt til at føle sig som en vigtig del af holdet, ellers har man ikke selvtillid som spiller. Det handler ikke om at være kæphøj eller noget, men du er nødt til at tro på dig selv, ligesom de andre spillere gør, og tro på at du skal spille hver uge. Når du får chancen, så er det bare om at gribe den, siger Reid.

West Ham ligger nummer syv i Premier League med syv point for fire kampe, og næste opgave for Reid og co. bliver udekampen lørdag mod Sunderland.