Winston Reid sænkede Liverpool
Illustration
Premier League

Winston Reid sænkede Liverpool

En skidt sæsonstart blev lørdag endnu ringere for Liverpool, der tabte 1-3 til West Ham med en velspillende Winston Reid, som tilmed kom på måltavlen.

Liverpool var med i kampen om Premier League-titlen helt til det sidste i forrige sæson, og hvis det skal gentage sig for de engelske vicemestre, skal der nogle helt andre boller på suppen, end der har været vist i sæsonens første fem kampe.

Lørdag aften indkasserede The Reds sæsonnederlag nummer tre, da holdet måtte se sig slået med 1-3 af West Ham United – blandt andet takket være en scoring af den tidligere FC Midtjylland-spiller Winston Reid, der er ved at udvikle sig til en af The Hammers' største profiler.

Der var således blot spillet halvandet minut, da Reid bragte West Ham foran. Den tidligere Liverpool-spiller Stewart Downing sendte et frispark til bageste stolpe, hvor James Tomkins fik ekspederet bolden hen til Winston Reid, der gjorde det til 1-0.

En skidt start for Liverpool, men bare fem minutter senere blev det meget værre.

Mark Noble spredte spillet ud i højre side til Diafra Sakho, der formentlig havde tænkt sig at slå et indlæg ind i feltet, men i stedet havde bolden retning mod målet og snød Liverpool-keeper Simon Mignolet. Dermed var West Ham foran 2-0, inden uret havde rundet de første ti minutter.

Kort efter måtte en skadet Javi Manquilio forlade banen, og det tegnede i det hele taget meget dystert for Liverpool, der dog fik en livline efter 27 minutter. Mario Balotelli fik et skud blokeret, men bolden røg lige hen til Raheem Sterling, der uden problemer kunne reducere til 1-2.

Det gav Liverpool mere end en time til at udligne, men uret tikkede, og selv om gæsterne flere gange havde momentum, var Winston Reid og den øvrige West Ham-defensiv ikke sådan at nedbryde, og derfor endte opgøret med en overraskende sejr til hjemmeholdet, der tilmed fik scoret yderligere en gang, da Morgen Amalfitano gjorde det til 3-1 efter 88 minutter.

Dermed kravler West Ham også forbi Liverpool i den samlede stilling.

Liverpool skal i næste runde møde arvefjenderne over dem alle, Everton, hjemme på Anfield.