I torsdags skrev vi her på tipsbladet.dk, at Ajax' hollandske landsholdsback, Gregory van der Wiel, er snublende nært et skifte til den spanske storklub, Valencia.
Den gang lød det fra hollandske medier, at Valencia var nået til enighed med van der Wiel om de personlige vilkår, men i dag melder hollænderens agent nu ud, at skiftet er langt fra sikkert.
- Der sker ingenting, før Valencia opnår en aftale med Ajax. Men der er en god atmosfære mellem klubberne, siger agenten, Hakim Slimani, til Voetball International.
- Valencia ville være et godt skifte. De vil virkelig gerne have ham som deres nye højreback, og Valencia er en stor klub i en fantastisk liga.
Tidligere har van der Wiel været sat i forbindelse med andre storklubber såsom Chelsea, Manchester City og Juventus.