Ancelotti: Det hele afgøres på sidste spilledag
Foto: Martin Meissner/Polfoto
La Liga

Ancelotti: Det hele afgøres på sidste spilledag

Det bliver en spændende sæsonafslutning i Spanien, og mesterskabet bliver først afgjort på allersidste spilledag, spår Real Madrid-træner Carlo Ancelotti.

I søndags vandt Real Madrid 2-0 over Elche, og dagen forinden tabte Barcelona 1-0 til Malaga. Dermed er hovedstadsklubben nu fire point foran ærkerivalerne fra Catalonien, men det betyder ikke, at noget som helst er afgjort.

Tværtimod forudser Real Madrids cheftræner, Carlo Ancelotti, at mesterskabet først bliver afgjort på sæsonens sidste spilledag.

- Det var en vigtig kamp på grund af, hvad der skete (Barcas nederlag, red.), for så kunne vi lægge noget afstand mellem os og Barca. Med den attitude vil vi vinde mange kampe. Vi har en fordel, men denne liga bliver først afgjort på den sidste dag, siger den italienske træner ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I den kommende weekend har Ancelotti og Real Madrid så mulighed for at lægge mere afstand til Barcelona - eller Barca kan hale ind på Real - når de hvidklædte møder Villarreal, og Messi og co. skal et smut til Granada.