Arda Turan ramt af ankelskade
Foto: Jeff Chiu/Polfoto
La Liga

Arda Turan ramt af ankelskade

Arda Turan er blevet ramt af problemer med sin ankel, og skal igennem flere undersøgelser.

FC Barcelona fik en drøm opfyldt, da man denne sommer hentede Arda Turan til Camp Nou. Midtbanespilleren skiftede fra Atletico Madrid for 34 millioner euro, og forventningerne er store til Turan i den kommende sæson. 

Opstarten med FC Barcelona er dog nu blevet besværlig. Arda Turan blev fredag ramt af en skade omkring sin ankel, og skal nu tilbringe en periode på sidelinjen. Hvor længe er endnu ikke kendt, for flere tests er i vente for den rutinerede profil: 

- Arda Turan vred om under sin træning fredag morgen. Det ser ud til, at han har fået en forstuvning i de eksterne ledbånd. Spilleren skal nu igennem flere tests, der skal klarlægge i bedre omfang, hvad der er sket. Disse tests vil blive foretaget i de kommende dage, skriver FC Barcelona i en pressemeddelelse. 

FC Barcelona får dog ikke travlt med at få Arda Turan klar. Midtbanespilleren må nemlig ikke optræde for den spanske storklub før januar, idet klubben fortsat lider under det transferforbud, man er under. Dette betyder ligeledes, at nyindkøbet Aleix Vidal heller ikke må spille før januar. 

FC Barcelona har ikke afvist at ville hente flere spillere denne sommer.