Argentinsk stortalent: Win/win, hvis Atletico betaler frikøbsklausul
La Liga

Argentinsk stortalent: Win/win, hvis Atletico betaler frikøbsklausul

Luciano Vietto har haft en flot sæson i Villarreal, og nu kan den 21-årige argentiner allerede være på vej videre.

Det er blot en sæson siden, at Villarreal hentede argentinske Luciano Vietto til El Madrigal. I sydamerikanerens debutsæson i Spanien er han kommet godt fra start, hvor det er blevet til 12 mål for klubben.

Det har vakt interesse i nogle af de større europæiske klubber, men faktisk kan et skifte til en anden spansk klub være lige rundt om hjørnet. 

I hvert fald har Diego Simeone udset argentineren som ny mand på Vicente Calderon, og skulle Atletico gøre alvor af denne interesse, ville det være bedst for alle parter. 

- Jeg kan ikke forsikre nogle om, hvad der vil ske i fremtiden. Hvis Atletico kommer med 150 millioner kroner (Viettos frikøbsklausul), vil jeg tage en beslutning med min familie og agent, siger han ifølge FourFourTwo og fortsætter:

- Vi prøver at tage den bedste beslutning, men hvis de udløser min klausul, så tror jeg, at alle vinder. 

21-årige Vietto har i slutningen af sæsonen døjet med nogle rygproblemer, som ikke har gjort det muligt at præstere på samme niveau, som i første halvdel af sæsonen.