Arsenal og Man. United i budkrig om Barca-es

Arsene Wenger kan måske se frem til endnu en slåskamp med Sir Alex Ferguson og Manchester United.
To af de største klubber i engelsk fodbold kan stå foran en budkrig i januar måned. Målet er FC Barcelonas stortalent Isaac Cuenca

For bare få måneder siden var der ikke mange, der kunne nikke genkendende til navnet Isaac Cuenca. Men i dag er det anderledes. Følger man spansk fodbold i almindelighed og FC Barcelona i særdeleshed, er man utvivlsomt stødt på navnet.

Siden offensivspilleren for to måneder siden fik debut på Barcas bedste mandskab, har den spanske U/21-landsholdsspiller imponeret stort. I 11 kampe har stortalentet scoret fire gange - senest to gange i catalanernes storsejr på 9-0 over L'Hospitalet.

Disse præstationer har fået flere engelske klubber frem i skoene, og især Arsenal og Manchester United holder et vågent øje med Cuenca.

Det skyldes dog ikke kun hans imponerende spil. Det skyldes også det faktum, at Cuenca tøver med at forlænge sin kontrakt med FC Barcelona. En kontrakt, der udløber allerede til sommer. Dermed kan spanieren forlænge med andre klubber allerede efter nytår, og det kan starte en budkrig mellem de to engelske giganter. Det skriver The Sun.

20-årige Isaac Cuenca blev rykket fra Barcelona B op på klubbens førstehold i midten af oktober.

Seneste nyt på tipsbladet.dk

 

Afstemning

Hvordan ender Danmark-Brasilien?: