Alen Halilovic, Kevin Prince-Boateng og Jese. Las Palmas manglede ikke profiler fra start, da holdet lørdag tog imod Atletico Madrid. På ferieøen Gran Canaria kom Las Palmas-spillerne dog til at slappe lige lovligt meget af, og det kostede en 0-5 lussing på eget tæppe.
Kampens første 20 minutter kom til at dræbe al spænding. Allerede efter to minutters spil kom Atletico foran, da Saul løb mod baglinjen og smed et fladt indlæg ind i fødderne på Kevin Gameiro. Inde foran kunne Gameiro glidende sende bolden op i nettaget, og så var gæsterne godt i gang.
0-2 blev det efter 16 minutter. Et hjørnespark blev slået ind i panden på Saul, der med et kraftfuldt hovedstød øgede til 0-2. Minuttet efter blev det også 0-3, da Kevin Gameiro med sin anden scoring takkede for en god stikning fra Gaitan og let udnyttede en friløber.
Frem mod pausen kom Las Palmas bedre med, men Jan Oblak og vågent forsvarsspil sikrede 0-3 ved pausen.
Anden halvleg blev først intens, da værterne dummede sig på ny. Med 25 minutter tilbage bankede Kevin Prince-Boateng en modstander i jorden på en relativt ufarlig lang bold, og det blev lidt voldsomt omsat til en direkte tur i bad.
Overtallet blev udnyttet af Atletico. Først blev Correa sendt mod baglinjen, hvor han lagde bolden tilbage til Thomas, der med et resolut træf omsatte til 0-4. I overtiden lukkede Fernando Torres ballet, da han sparkede et fladt indlæg i kassen tæt under mål.
Med sejr på 0-5 er Atletico nummer tre i den bedste spanske række. Las Palmas er i den mere kedelige ende nummer 14.