Atletico Madrid vandt efter lynstart
Illustration
La Liga

Atletico Madrid vandt efter lynstart

Mario Mandzukics scoring efter kun to minutter blev kampens eneste, da Atletico Madrid vandt den spanske Super Cup med samlet 2-1 over Real Madrid.

I tirsdags spillede Atletico Madrid og Real Madrid 1-1 på Santiago Bernabeu i den første kamp af den spanske Super Cup. Her til aften var der returopgør på Vicente Calderon, og modsat i det første opgør, hvor målene faldt sent, var der underholdning fra første fløjt.

Efter kun et par minutter vandt Antoine Greizmann en hovedstødsduel mod Sergio Ramos, og bolden dumpede ned til Mario Mandzukic, der med en tør afslutning bragte hjemmeholdet i front.

Ganske som i tirsdags overlod Atletico Madrid store dele af initiativet til Real Madrid, men Carlo Ancelottis havde svært ved at nedbryde en hårdtarbejdende Los Rojiblancos-enhed. James Rodriguez og Gareth Bale var tæt på i første halvleg, men ved pausen viste måltavlen 1-0 til Atletico Madrid.

I begyndelsen af anden halvleg var Raul Garcia millimeter fra at udbygge føringen, da han sendte bolden på overliggeren. Det var tættere på end Real Madrid nåede at komme efter pausen, hvor end ikke en indskiftning af Cristiano Ronaldo, ændrede på en statisk og idéforladt præstation.

Atletico Madrid er dermed Super Cup-vindere anno 2014, og kan gå ind til mandagens ligapremiere mod Rayo Vallecano med stor selvtillid.