Avis: Barcelona har bideklausul i Suarez’ kontrakt
Illustration
La Liga

Avis: Barcelona har bideklausul i Suarez’ kontrakt

Barcelona har sørget for en klausul, der gør det muligt for klubben at straffe Suarez, hvis uheldet igen skulle være ude.

Barcelona tager ingen chancer med købet af Luis Suárez. Storklubben vil straffe den kontroversielle angriber hårdt, hvis han skulle begå en lignende synd igen. 

Den spanske avis Mundo Deportivo skriver lørdag, at Luis Suárez har fået en "anti-bidningsklausul" i sin fem-årig kontrakt. Ifølge avisen kan det få alvorlige konsekvenser for den tidligere Liverpool-spiller, hvis han igen sætter tænderne i en modstander. 

Ved at Suárez har skrevet under på kontrakten med denne klausul inkluderet, sikrer Barcelona sig retten til at straffe spilleren med bøder, hvis der skulle opstå endnu en bideepisode. 

I værste fald kan klubben også opsige kontrakten med den tidligere Liverpool-spiller.

Mundo Deportivo skriver desuden, at ikke kun bidning kan føre til nye sanktioner. Også anden uacceptabel adfærd vil blive straffet hårdt, fortæller avisen. 

Suárez, som ifølge BBC koster omkring 700 millioner kroner, er tidligere blevet straffet for at bide tre spillere. Første gang i sin tid i Ajax, da Suárez satte tænderne i PSVs Ottman Bakkal. 

Så var der Chelseas Branislav Ivanovic, der fik Suárez’ tænder plantet i armen, før Giorgio Chiellini blev bidt i skulderen under VM-gruppekampen mellem Italien og Uruguay denne sommer. 

På trods af spillerens historie og klausul i kontrakten, frygter Barcelonas præsident ikke en ny skandale. 

- Han indrømmede, at han begik en fejl, og Barcelona kommer til at bidrage til at integrere ham tilbage i fodboldens verden. Alle kommer til at hjælpe ham og sørge for, at både Suárez og spillerens familie hurtigt kommer til at tilpasse sig Barcelona og holdet, siger præsident Josep Maria Bartomeu til Mundo Deportivo.