Beckham: Zidane er den bedste til jobbet
Foto: AP/Polfoto
La Liga

Beckham: Zidane er den bedste til jobbet

Det bliver ikke bedre end Zinedine Zidane, mener David Beckham, der spillede sammen med "Zizou" i Real Madrid.

Det er næppe gået mange fodboldnæser forbi, at Real Madrid mandag aften fyrede Rafael Benítez og ansatte Zinedine Zidane som ny cheftræner. Ej heller David Beckham, der spillede på hold med "Zizou" i klubben.

Englænderen er ikke i tvivl om, hvorvidt Zidane bliver en succes i sit nye job. Han mener kort og godt, at der ikke findes nogen bedre mand til at tage over fra Benítez.

- Bliver det bedre end det her?? En mand, som har været den bedste til et spil, vi alle elsker, tager over i en klub, som jeg selv og mange andre elsker... En med drive, lidenskab, og som ikke accepterer fiasko på noget niveau, skriver Beckham på sin Instagram-profil og fortsætter med versaler:

- DEN BEDSTE PERSON TIL JOBBET.

Beckham og Zidane spillede sammen i tre år i Real Madrid fra 2003, til Zidane stoppede karrieren i 2006.