Benitez nægter at angribe Mourinho
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
La Liga

Benitez nægter at angribe Mourinho

Rafael Benitez vil ikke svare Jose Mourinho igen efter stikpiller mod trænerens kone.

Jose Mourinho og Rafael Benitez er næppe på julekort med hinanden. Tidligere på ugen sendte Chelsea-manageren flere stikpiller i retning af Benitez og Real Madrid, hvor Mourinho blandt andet udtalte sig omkring Benites´ kone. 

Chelsea-manageren mente, at konen skulle passe på, hvad hendes mand fik at spise, mens han beskyldte konkurrenten for at  ødelægge Inter. Kritik som dog ikke går i hjertet på den nytilkomne Real Madrid-træner. På et pressemøde nægter Benitez i hvert fald at forsvare sig: 

- Jeg er træner for Real Madrid. Jeg elsker fodbold, og det er noget, som jeg virkelig forstår. For at være ærlig, ønsker jeg kun at tale om de ting, jeg har forstand på, siger Rafael Benitez til spanske AS. 

Benitez glæder sig i stedet til den nye sæson, hvor målet er klart: 

- Målet er det samme hvert år for Real Madrid. Vi skal konkurrere helt i toppen, mens vi skal vinde titler. Det er ikke et pres i sig selv, men det følger naturligt med i en klub som Real Madrid. I denne mission bliver spillere som Cristiano Ronaldo, Gareth Bale og James blandt de afgørende faktorer, udtaler han. 

Real Madrid fyrede efter den forgangne sæson træner Carlo Ancelotti efter en sæson uden titler.