
For blot få måneder siden var VM-spilleren Patrick Mtiliga ene mand om at svinge det danske flag på de spanske fodboldstadions. Malaga-backen var den eneste danske spiller i den bedste spanske fodboldrække, Primera Division, men i det netop lukkede transfervindue har Mtiliga fået selskab af tre landsmænd på grønsværen - og en enkelt udenfor.
Den danske armada startede invasionen i slutningen af juni måned, da AaBs venstre back Michael Jakobsen skrev under med midterklubben Almeria. Få dage senere blev Jakobsens navnebror - med efternavnet Laudrup - så træner i Real Mallorca, og på transfervinduets sidste dag - da august blev til september og sommer til efterår - røg forsvarsspilleren Kris Stadsgaard til Malaga, mens topklubben Villarreal sikrede sig et af dansk fodbolds store angrebstalenter i form af Nicki Bille.
Sådan gik det til at én blev til fem, men er der en fornuftig forklaring på, hvorfor danskerne pludselig indtager Verdens- og Europamestrenes liga? Ja, der er faktisk to.
- Det er ikke mit indtryk, at det er udtryk for, at de spanske klubber kigger mere på Superligaen, når der skal hentes spillere. Jeg tror mere, grunden skal findes i, at krisen kradser i Spanien. De små klubber er særdeles hårdt ramt, og mange klubber er dermed nødt til at kigge et prislag under, hvor de normalt plejer at kigge. Så i stedet for at kigge i periferien af det argentinke eller brasilianske landshold kigger de nu måske i periferien af det danske. Og både Bille, Stadsgaard og Michael Jakobsen har været relativt billige i spansk målestok, siger den tidligere landsholdsspiller Morten Bruun, som til dagligt kommenterer spansk fodbold for Kanal 5 og 6'eren.
Han bakkes op af spilleragenten Nikola Juric, som for to dage siden solgte Nicki Bille fra FC Nordsjælland til Villarreal.
- I dag, hvor økonomien er som den er, skal klubberne - også de spanske - vende hver en mønt, før de køber en spiller. Når klubberne køber, skal de være 100 procent sikre på, at det er en spiller, som er pengene værd og måske kan forrente sig. Det kan de danske spillere, siger Juric.
Dansk succes i Europa
Den spanske liga har været tyndt bestat af danskere lige siden Christian Poulsen, Thomas Gravesen og Jon Dahl Tomasson slog deres folder på den iberiske halvø. Men de to sidstnævnte skuffede, og det har måske skræmt spanierne lidt væk fra danske spillere. Nu er de tilbage, og det skyldes til dels også den succes, som danske klubhold har haft i Europa.
- Skandinaver er blevet mere attraktive for de spanske klubber, efter de danske holds store præstationer i de europæiske turneringer. Det er der ingen tvivl om. Michael Jakobsen præsterede eksempelvis mod Villarreal, da AaB for to år siden var i Champions League, siger Nikola Juric.
Michael Jakobsen slår igennem
Men én ting er at blive solgt til Primera Division. Noget ganske andet er at slå igennem i en af de to bedste ligaer i verden. Mens Nicki Bille er købt af Villarreal som et udviklingsprojekt, er der forventninger til Michael Jakobsen og Kris Stadsgaard fra start af. Og Morten Bruun ved godt, hvem han vil sætte sine penge på.
- Michael Jakobsen er håndplukket og købt til at spille fast. Desuden er han en god og solid spiller. Så jeg har mere fidus til ham, end jeg har til Kris Stadsgaard, som mere ligner en hovsa-løsning i Malaga. Jeg har også fin fidus til Nicki Bille, men han kommer næppe til at spille fra start. Ham ser jeg som et oplagt indskiftningsspiller. Jeg ville i hvert fald ikke have noget imod at sætte en uortodoks angriber som Bille ind med tyve minutter igen, forklarer Morten Bruun.
Michael Jakobsen fik - nøjagtig som Michael Laudrup gjorde det på Mallorcas trænerbænk - sin debut i Primera Division i sidste weekend. Såvel Nicki Bille som Kris Stadsgaard har fortsat deres første spilleminutter i ligaen, der henover sommeren er blevet en smule mere interessant for den almindelige danske fodboldfan.