Carragher: Real er den store drøm for Benitez
Foto: Cesare Abbate/Polfoto
La Liga

Carragher: Real er den store drøm for Benitez

Jamie Carragher kunne allerede i Liverpool mærke, hvor meget manager Rafael Benitez ønskede at stå i spidsen for Real Madrid.

Carlo Ancelotti er færdig i Real Madrid, der nu er gået på jagt efter den helt rette afløser. Her har spændende navne været i spil, hvor især Jürgen Klopp har været nævnt efter sit exit i Borussia Dortmund. Favoritten over alle er dog den tidligere Liverpool-manager Rafael Benitez, der konstant meldes som ny mand i spidsen på Bernabeu. 

Jobbet som træner for Real Madrid kan beskrives som et ægte drømmejob for Benitez. Allerede i sin tid i Liverpool FC gik han nemlig med store drømme om den spanske klub, afslører Jamie Carragher overfor engelske Daily Mirror: 

- Da han startede sin karriere som træner, har Real Madrid altid været hans helt store drøm. Han håbede sådan på at få det, og det er noget, jeg ved helt indefra. Ofte når en ny måned startede talte vi sammen på træningsanlægget, hvor han sagde, at nu var Real klar med et tilbud, siger Jamie Carragher til Daily Mirror og fortsætter:
 
- Det er blevet påstået, at han er for defensiv til at stå i spidsen for et mandskab som det, man har i Real Madrid. Det mener jeg ikke er sandt. Han går højt op i at have den helt rette balance mellem forsvar og angreb, hvilket er noget, enhver træner burde sigte imod. Problemet er dog, at du ikke kan være træner i Real Madrid uden at blive fyret. Det er kun et spørgsmål om, hvor mange trofæer man kan nå at vinde, før det forudsigelige sker, vurderer Carragher. 
 
Rafael Benitez har bekræftet, at han forlader Napoli efter denne sæson. Real Madrid har dog endnu ikke præsenteret den 55-årige spanier som ny træner, men dette ventes at ske i løbet af juni.