Cristiano Ronaldo: Min søn skal spille fodbold
Polfoto/Armando Franca
La Liga

Cristiano Ronaldo: Min søn skal spille fodbold

Cristiano Ronaldo lægger ikke skjul på sine ambitioner for sønnen, der også skal være professionel fodboldspiller en dag.

Der kommer til at gå mange, mange år før fodboldfans verden over ikke længere kan opleve en spiller ved navn Cristiano Ronaldo på fodboldbanen, hvis den portugisiske verdensstjerne får sine drømme opfyldt.

Cristiano Ronaldo har nemlig drømme om, at hans søn, der er navngivet Cristiano Ronaldo Junior, også bliver professionel fodboldspiller en dag.

- Jeg vil have, at min søn skal blive fodboldspiller. Jeg er fodboldspiller, og det vil jeg gerne have, at han også bliver. Jeg synes, han har alt, hvad det kræver for at blive en god atlet, siger Ronaldo til programmet Luyin Jichengzhe der bliver sendt på kinesisk tv.

Ronaldo fortæller dog, at han ikke vil presse sønnen til at vælge samme karriere som sig selv.

- Jeg har 30 fodbolde hjemme i haven, og han har altid en af dem ved sig. Han elsker dem, selvom han kun er fem år, og det er selvfølgelig en fordel. Jeg vil ikke presse ham til at blive fodboldspiller. Det skal komme naturligt, men selvfølgelig ønsker jeg, at Cristiano Jr. skal blive fodboldspiller. En fantastisk fodboldspiller, præcis som sin far, slutter Ronaldo af.