Di Maria eksklusivt: Ville ikke forlade Real
Illustration
La Liga

Di Maria eksklusivt: Ville ikke forlade Real

Det er ikke uden følelser, at Angel Di Maria siger farvel til Real Madrid og Spanien.

Spekulationerne har været mange omkring Angel Di Maria´s skifte til Manchester United. Flere medier har skrevet, at argentineren ønskede at forlade den spanske storklub, og flere gange havde bedt om lov til at smutte. 

Dette er dog langt fra den egentlige sandhed, afslører Angel Di Maria nu i et brev til Real Madrid-fansene, som den spanske avis Marca har offentliggjort: 

- Min tid i Real Madrid er slut. Det er umuligt at samle alt i dette brev, men jeg vil fortælle jer, hvad jeg føler, nu hvor jeg skal afsted. I de sidste fire år har jeg haft æren af at bære denne trøje, og jeg er stolt over det, jeg har opnået med mine holdkammerater. Desværre er jeg nødt til at gå, men jeg vil gerne gøre det klart, at det aldrig var mit ønske, skriver Angel Di Maria i brevet, og fortsætter: 

- Mange ting og mange løgne er blevet fortalt. Mange har forsøgt at fremstille det som om, jeg tog initiativet til at ville væk, men det gjorde jeg ikke. Jeg har været heldig at dele omklædningsrum med fantastiske spillere, og mest af alt er de blevet mine gode kammerater. Dette tror jeg på, har været opskriften på vores succes, fortæller argentineren.

I brevet takker Angel Di Maria desuden Spanien for at give ham sin datter, mens han ønsker Real Madrid held og lykke med den nye sæson.