FC Barcelona forlænger med spansk landsholdsspiller
Foto: Rui Vieira/Polfoto
La Liga

FC Barcelona forlænger med spansk landsholdsspiller

Midtbanespilleren Sergio Busquets har nu kontrakt med FC Barcelona frem til sommeren 2019.

FC Barcelona har forlænget kontrakten med en af klubbens vigtige midtbanespillere. Der er tale om den spanske landsholdsspiller Sergio Busquets, der altså forlænger sin aftale med den catalanske klub. Det oplyser FC Barcelona på klubbens officielle website. 

Sergio Busquets havde oprindeligt kontraktudløb i sommeren 2018, men den aftale er nu blevet forlænget til sommeren 2019. Desuden er der indført en option med mulighed for at lægge yderligere et år til aftalen. 

Kontrakten vil formelt blive underskrevet fredag ved middagstid, oplyser FC Barcelona. 

26-årige Sergio Busquets debuterede for FC Barcelona i 2009 og har været fast mand på klubbens midtbane de seneste fem sæsoner. 

I landsholdsregi har han spillet 74 A-landskampe for Spanien.