Den senegalesiske angriber Baba Diawara var blandt emnerne i FC København, da de i sommer sonderede markedet for afløsere for Dame N'Doye, hvis han skulle blive solgt til saudi-arabiske Al-Hilal, der lagde et stort millionbud på FCK's bord.
Siden startede Baba Diawara som lyn og torden for sin portugisiske klub Maritimo. Han lå længe nummer et på den bedste rækkes topscorerliste. Diawara er blevet overhalet af Oscar Cardozo, men hans 10 mål i sæsonen har alligevel været nok for Primera Division-klubben Sevilla til at købe den 24-årige angriber for en sum, der menes at ligge på tre millioner euro (ca. 22 millioner kroner).
Sevilla offentliggjorde aftalen med Baba Diawara i aftes. Kontrakten er underskrevet, og klubben offentliggør, at Diawaras frikøbsklausul ligger på 30 millioner euro (ca. 220 millioner kroner), hvilket indikerer, at Baba Diawara er en mand, som træner Marcelino Garcia Toral tror på.
Baba Diawara kommer til at kæmpe med Frederic Kanoute, Manu del Moral, Alvaro Negredo, unge Luis Alberto og det andet nyindkøb José Antonio Reyes. Diawaras kontrakt med Sevilla løber frem til 2016.