Hjulsager: En drøm som går i opfyldelse
Foto: Jan Christensen/Getty Images
La Liga

Hjulsager: En drøm som går i opfyldelse

Danske Andrew Hjulsager er Celta Vigo-spiller, og han lægger ikke skjul på, at det er en stor drøm, der er gået i opfyldelse.

22-årige Andrew Hjulsager forlod tirsdag Brøndby IF og er nu Celta Vigo- og La Liga-spiller, og den offensive midtbanespiller er ikke i tvivl om, hvad det betyder, at han nu spiller i en af verdens største ligaer og i en klub, der som regel kæmper med i den gode halvdel af den spanske række.

Hjulsager, der nu er holdkammerat med Daniel Wass og Pione Sisto, er begejstret ved udsigten til fremover at skulle stå over for nogle af de bedste spillere i verden.

- Jeg er rigtig glad for mit skifte, det er en drøm, som går i opfyldelse. Jeg har altid ønsket at spille i La Liga. Jeg synes, det er et rigtig godt match, jeg har fundet med Celta. Der er andre danskere i klubben nu, og andre danske spillere har tidligere også vist, at det er en god vej frem at være her, siger Andrew Hjulsager til BT.

Midtbanespilleren har fået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2020, og nu bliver opgaven for U21-landsholdsspilleren at sikre sig en plads på holdet i den spanske klub.

Det kan blive en opgave i sig selv, for Celta Vigo har mange gode spillere, og en spiller som Pione Sisto har for eksempel haft svært ved at blive fast mand på Celta-holdet.

Andrew Hjulsager havde kun et halvt år igen af sin aftale med Brøndby, og det lignede ikke, at han ønskede at forlænge sin aftale, hvorfor Brøndby valgte at takke ja til et tilbud fra Celta, der ifølge BT er på 8,2 millioner kroner.