James Rodriguez viste allerede i sidste sæson prøver på sit enorme talent for Monaco, men under VM-slutrunden i Brasilien har den colombianske offensivspiller for alvor slået sit navn fast.
Hele seks gange nettede James, inden det blev til exit mod Brasilien i kvartfinalen. Nu venter så den kommende sæson i Monaco, men flere klubber vil meget gerne have fingre i den tekniske dygtige og særdeles målfarlige midtbanespiller.
Real Madrid er en af de klubber, og James lægger ikke skjul på, at han meget gerne vil til den spanske hovedstad.
- VM har været positiv for mig og Colombia, og senere vil der blive tid til at snakke om markedet. Jeg har det rigtig godt i Monaco, men selvfølgelig ville jeg tage til Real Madrid med lukkede øjne, siger James Rodriguez til Marca.
Colombianeren scorede i sidste sæson 10 gange for Monaco i 38 kampe.