James Rodriguez: Vi skal fortsætte det høje niveau
Illustration
La Liga

James Rodriguez: Vi skal fortsætte det høje niveau

Travlt program venter Real Madrid, men James Rodriguez føler, at holdet har alt, hvad der skal til for at slutte 2014 godt af.

14 sejre i træk er en ganske pæn stime, som Real Madrid lige nu har gang i. Lørdag blev Eibar nemlig besejret med 4-0, og James Rodriguez, der åbnede scoringen for Real Madrid, var naturligt nok ganske tilfreds med at være del af en så driftssikker trup. Sammen med holdkammeraterne var planen, at holdet skulle ud over stepperne fra kampens start for at dominere Eibar.

- Vi vidste, at det ville blive en hård kamp, men vi vi vidste også, at vi kunne få en sejr, hvis vi gjorde det godt og leverede en god præstation. Jeg er glad for sejren og at komme herfra med et godt resultat. Vi vidste, at hvis vi kom stærkt i gang på banen og fik et tidligt mål, ville vi komme godt ud af kampen. 4-0 er et meget godt resultat, siger han ifølge Fourfourtwo.

Nu har Real Madrid et særdels travlt program med syv kampe på 17 dage, og det ser Rodriguez fortrøstningsfuldt frem mod. I den kommende uge møder holdet Basel i Champions League og Malaga i Primera Division.

- Nu har vi to hårde kampe, og dem skal vi også vinde. Vi skal fortsætte med at spille på det her niveau. Vi har gode spillere, så vi håber, at vi kan fortsætte.

Real Madrid topper lige nu Primera Division med to point ned til Barcelona.