Luis Enrique: Vores sæson kan kun betragtes som positiv
Foto: Daniel Ochoa de Olza/Polfoto
La Liga

Luis Enrique: Vores sæson kan kun betragtes som positiv

Med fire ud af seks titler i hus, heriblandt den nationale double, tør Luis Enrique godt omtale FC Barcelonas sæson som en succes.

På et tidspunkt synes det at FC Barcelona, der ellers havde fået en vanvittigt god sæsonstart, var kørt død. Tre kampe uden sejr betød, at deres tocifrede pointsforspring ned til Atletico og Real Madrid krympede ned til blot et enkelt, og kampen om La Liga var igen helt åben. 

FC Barcelona fik dog gang i maskineriet til slut og fik kørt ligatrofæet i hus til sidst. Det samme var tilfældet med pokaltitlen, der sikrede en national double og den fjerde titel i sæsonen. 

- Vores sæson kan kun betragtes som positiv. Vi har vundet fire ud af seks titler, siger manager Luis Enrique ifølge BBC og fortsætter:

- Det var en spektakulær slutning på sæsonen. Ikke kun på grund af de sidste must-win ligakampe, men også på grund af, hvorledes pokalfinalen udfoldede sig. Vi spillede perfekt og var meget forbedrede defensivt. 

Et af de trofæer, som de ikke formåede at sikre triumf i var Champions League, som netop Atletico Madrid og Real Madrid skal kæmpe om på lørdag.