La Liga

Malaga forlader sidstepladsen

Med en sejr i gårsdagens sene kamp i La Primera, er Malaga nu ikke længere ligaens bundprop.

Vigtige point var på spil i går aftes i den spanske bundstrid, da Malaga og Almeria mødtes. Kampen var ekstremt vigtig for begge hold og måtte betegnes som en '6-points-kamp'.

Før kampen var Malaga på sidstepladsen og ét point efter Almeria, og meget tegnede på at de skulle fortsætte med at være det. Sofiane Feghouli startede nemlig med at bringe gæsterne fra Almeria foran, otte minutter før halvleg. Den tidligere Juvetus-spiller Enzo Maresca blev skiftet ind og i 52. minut kunne han udligne for Malaga.

Det blev starten på nedturen for Almeria. Leonardo Ulloa blev kort efter sendt tidligt i bad, da han modtog sit andet gule kort. Malaga udnyttede overtalssituationen, og så kunne Salomon Rondon banke hjemmeholdet foran med 2-1.

Almeria fik så smidt sin anden mand ud, da Antonio Luna så rødt blot to minutter før tid. Malagas Juanmi kronede så succesen med scoringen til 3-1 kort før slutfløjt.

Resultatet betyder, at Malaga nu rykker væk fra sidstepladsen som Almeria nu kan indtage. Malaga er nu kun to point fra at være i sikkerhed på den rigtige side af stregen.