Mascherano giver ikke op

Javier Mascherano tror på mesterskabet på trods af svingende form
Barcelonas argentinske oprydder Javier Mascherano tror ikke, at slaget om mesterskabet er tabt. Han tror ikke, at Real Madrid vinder resten af sæsonens kampe, og Barcelona har ikke tænkt sig at give op uden kamp.

I de seneste sæsoner, har Barcelona siddet på tronen i Spanien. De har ført ligaen det meste af vejen, alt i mens Real Madrid har jagtet dem. I år er roller dog omvendt, og Barcelona er efter lidt over halvdelen af sæson 7 point efter ærkerivalerne i hvidt. Men de tror stadig på mesterskabet på Camp Nou.

- Real Madrid fører med 7 point, og det er en markant forskel. Vi vil kæmpe for det, men Real Madrid har et godt hold, så de får svært ved at snuble, siger den argentinske styrmand med kælenavnet El Jefecito, der betyder den lille chef.

På trods af et fuldstændigt overtag i de indbyrdes kampe, har Barcelona sat sig selv under pres, men Javier Mascherano har planen klar:

- Vi må sørge for at vinde vores kampe i mens vi med det ene øje kan se om Real Madrid også kan vinde. Hvis de vinder resten af deres kampe, vil jeg klappe og ønske dem tillykke med et fortjent mesterskab.

På onsdag skal Barcelona også forsøge at spille sig videre i Copa del Rey, hvor de spillede 1-1 på udebane mod Valencia i første kamp. Sergio Busquets og Lionel Messi har begge siddet ude fra træningen mandag, og Mascherano forlanger en stærk indsats af sig selv og holdkammeraterne.

- Vi kan ikke være sikre på sejr efter det første opgør, men det er op til os selv. Hvis Busquets ikke bliver klar, må jeg spille på midtbanen, og forsøge at klare det så godt jeg kan, siger han til Marca.

Returkampen i Copa del Rey fløjtes i gang på Camp Nou på onsdag klokken 21.00.

Seneste nyt på tipsbladet.dk