Medie: Bayern henter Sami Khedira
Illustration
La Liga

Medie: Bayern henter Sami Khedira

Bayern München henter Sami Khedira på en fri transfer til sommer, skriver spansk medie.

FC Bayern München får til sommer en markant tilgang, hvis man skal tro Cadena SER. Her skifter den tyske landsholdsspiller Sami Khedira nemlig til storklubben på en fri transfer.

Sami Khedira er i øjeblikket på kontrakt i Real Madrid, men aftalen udløber til sommer, og derfor kan tyskeren allerede til januar skrive under med en ny klub - og det bliver altså efter sigende Bayern München.

De to parter har længe haft et godt øje til hinanden, og angiveligt kan Khedira se frem til at score en høj løn i Bayern München som et klap på skulderen for, at han har indvilliget i at blive i Real Madrid til kontraktens udløb. Dermed slipper Bayern for at betale en overgangssum. Penge, der altså i stedet ryger direkte ned i Khediras lønpose.

Tilgangen af Sami Khedira kan også vise sig særdeles interessant set med danske briller. Det betyder nemlig, at Pierre-Emile Højbjerg meget vel kan få lov til at skifte klub til sommer. Når Khedira tiltræder, vil Bayern foruden ham og Højbjerg råde over Javi Martinez, Thiago, Sebastian Rode og Bastian Schweinsteiger til den centrale midtbane - det er formentlig en eller to for mange.

Sami Khedira har tidligere tørnet ud for Stuttgart.