Messi afgør vanvittig El Clasico med overtidsscoring
Foto: David Ramos/Getty Images
La Liga

Messi afgør vanvittig El Clasico med overtidsscoring

Der var drama for alle pengene, da Barcelona slog Real Madrid på Santiago Bernabeu.

Mesterskabskampen i den spanske liga er igen pivåben. Søndag aften slog Barcelona Real Madrid 3-2 i en højdramatisk El Clasico i Madrid.

Det var hjemmeholdet fra Madrid der bragte sig foran lidt over halvvejs inde i første halvleg ved Casemiro. Pausestillingen blev dog 1-1, da Lionel Messi tog sagen i egen hånd.

I anden halvleg tog dramatikken så til. Først bringer Ivan Rakitic Barcelona foran med et flot langskudsmål, inden Sergio Ramos hårdt nedlægger Lionel Messi i en omstilling. Så hårdt, at dommer Hernandez Hernandez takserer gerningen til et rødt kort.

Så lå alt ellers for FC Barcelonas fødder, men en indskiftning af James Rodriguez skulle vise sig at resultere i en udligning fem minutter før tid. Og så så det ud til, at Real Madrid skulle tilspille sig en matchbold i det spanske mesterskabsræs, men i allersidste sekund tager Messi igen-igen det hele på sine skuldre og scorer til slutresultatet 3-2.

Dermed overtager FC Barcelona førstepladsen fra Real Madrid. Madrilenerne er dog á point med catalanerne og har en kamp i hånden.