Som det efterhånden er kutyme på denne tid af året, drages Josep Guardiolas fremtid i FC Barcelona i tvivl. Succestræneren har for vane kun at forlænge med et enkelt år af gangen, og derfor udløber hans kontrakt med den catalanske storklub til sommer.
Blandt spillerne i FC Barcelona er der imidlertid ingen tvivl om, at Guardiola skal fortsætte. Holdets største stjerne udtaler sid kort og præcist om sagen.
- Han ved, hvad vi synes, og han vil beslutte sig, når han synes. Men vi vil have ham til at fortsætte. Han betyder meget for os og for klubben, siger Lionel Messi til spansk tv.
Josep Guardiola, der har trænet FC Barcelona med enorm succes siden 2008, har endnu ikke indikeret, om han ønsker at fortsætte i klubben, eller om det efterhånden er blevet tid til nye udfordringer.