Tirsdag den 2. februar skal Neymar i retten. Barcelona-spilleren er blandt de tiltalte i en sag, der omhandler svindel for millioner af kroner, skriver Associated Press.
Det er et brasiliansk investeringsfirma, der har lagt sag an. Ifølge firmaet DIS har Barcelona og Neymar-lejren snydt dem for enorme summer. Det skulle være sket, da Neymar blev solgt fra Santos til den spanske storklub i 2013.
DIS hævder, at Neymar og Barcelona tilbageholdt den rigtige transferpris, og at det har kostet dem mange penge. DIS ejede således 40 procent af transferrettighederne til manden, der lige er blevet nummer tre i Ballon d'Or-kåringen, og dermed havde firmaet også ret til samme andel af pengene fra salget.
Nu har en spansk domstol indkaldt Neymar til at vidne i sagen. Det samme skal hans forældre og den tidligere Barcelona-præsident Sandro Rosell, der måtte forlade sin post som følge af sagen. Også den nuværende præsident, Josep Bartomeu, der var vicepræsident dengang, er indkaldt.