Nu skal der sælges: Barca mangler penge til næste indkøb
Foto: Getty Images
La Liga

Nu skal der sælges: Barca mangler penge til næste indkøb

Transferbudgettet i Barcelona er næsten opbrugt. Derfor skal der nogle spillere ud, hvis de vil have fingrene i Verratti, forlyder det.

Barcelona har haft tre store mål i dette transfervindue, hvor de gerne ville have en ny wing til klubben samt en back. Det har de fået i henholdsvis Gerard Deulofeu og Nelson Semedo. Nu mangler blot den sidste, nemlig en midtbanespiller.

Her har de Marco Verratti som det altoverskyggende mål, men han koster givetvis omkring 600 millioner kroner at hente. Det kan godt blive et problem at finde for Barcelona. Særligt fordi, at Barcelona-præsidenten Josep Maria Bartomeu har fortalt, at man samlet har haft et budget på 450 til denne sommer.

Det siger han i et interivew med den spanske avis El Periodico.

Når man så kan se, at der allerede er brugt ca. 310 millioner ifølge avisen, så skal der findes ny kapital, og det skal nok ske gennem spillersalg, skriver en anden spansk avis, Marca. Det har dog hele tiden været et emne i den spanske sportspresse, at en spiller som Arda Turan kunne være et bud på en spiller, der skulle videre.

Her menes det, at de kinesiske klubber skulle være interesseret i tyrkeren, men ingen har angiveligt sendt bud på spilleren. Derudover er der også Rafinha, men en knæskade ser ud til at gøre det svært for ham at lokke en klub.

Det bliver derfor interessant at følge, hvem Barcelona så vil sælge, hvis historien har noget på sig.