Pique straffes efter aggressiv adfærd
Foto: Jon Super/Polfoto
La Liga

Pique straffes efter aggressiv adfærd

Gerard Pique blev for aggressiv overfor politiet i Barcelona, og har nu fået en bøde på 10.500 euro.

Gerard Pique er kendt som en spiller, der ikke er bange for at gå ind i konfrontationer på grønsværen. Uden for banen blev FC Barcelona-spilleren dog en smule for aggressiv tilbage i oktober, da han sammen med sin bror handlede ind i Barcelona. Da de to brødre kom tilbage til deres bil, var betjente i gang med at skrive en parkeringsbøde.

Dette var FC Barcelona-profilen langt fra tilfreds med, og det fik betjentene at føle. Både verbalt og fysisk blev betjentene konfronteret af Pique, der efterfølgende blev sigtet for episoden. Dommen faldt tirsdag, hvor spilleren blev idømt en bøde på 10.500 euro. Et beløb svarende til 78.000 danske kroner. 

Straffen var ellers i første omgang sat til 900 euro. Retten vurderede dog, at spilleren med sin løn havde pligt til at betale et større beløb, der nu skal betales inden for syv dage. Sker dette ikke risikerer Gerard Pique flere dage bag tremmer for forseelsen. 

På banen går det noget bedre for Gerard Pique og FC Barcelona, der i weekenden spillede sig tæt på Real Madrid i Liga BBVA. Afstanden mellem de to klubber er nu blot to points.