Porto bekræfter: Sælger stjerne til Atletico
Foto: Natacha Pisarenko/Polfoto
La Liga

Porto bekræfter: Sælger stjerne til Atletico

Atletico Madrid henter Jackson Martinez i FC Porto, som spanierne betaler 35 millioner euro for.

I FC Porto har man været tvunget ud i hård kamp denne sommer. Den portugisiske klub ville gerne holde på stjernen i front, hvor Jackson Martinez dog har været en eftertragtet herre i flere storklubber. Blandt andet har AC Milan og Inter jagtet en aftale med angriberen, der dog nu i stedet skifter til spansk topfodbold.

I forbindelse med Copa America i Chile kunne hovedpersonen selv meddele forleden, at han venter at skifte til Atletico Madrid. Her var ingen af de to klubber dog endnu på banen, men nu bekræfter FC Porto, at salget af Martinez er en realitet.

Portugiserne har tidligere meldt, at man ikke ville gå under den frikøbsklausul, spilleren havde. Af samme grund har det ikke været nogen billig fornøjelse at hente Jackson Martinez til den spanske hovedstad:

- Tirsdag har spanske Atletico Madrid meddelt os, at de ønsker at betale den frikøbsklausul, vi har på Jackson Martinez. Denne lyder på 35 millioner euro. Jackson har gennem tre sæsoner været den bedste spiller i den portugisiske liga, hvor han scorede 26 mål i 2012/13, 20 mål i 2013/14 samt 21 i 2014/15, skriver FC Porto onsdag i en pressemeddelelse.

Jackson Martinez har været i Porto i tre sæsoner, hvor han har optrådt 146 gange for klubben. Han står noteret for 92 træffere. Atletico Madrid har endnu ikke bekræftet tilgangen, men dette ventes at ske indenfor få dage.