Presset Neville: Der er ingen panik
Foto: Alberto Saiz/Polfoto
La Liga

Presset Neville: Der er ingen panik

Engelske Gary Neville afviser, at der er panik i spillertrup eller i trænerstaben.

Den engelske træner Gary Neville har fået en hård start i spanske Valencia, hvor den tidligere Manchester United-spiller er chef frem til sommer. Neville har endnu ikke prøvet at vinde i La Liga, siden han overtog jobbet som træner for klubben i december. Ni kampe har han været i spidsen for. Dog er det blevet til nogle sejre i Copa del Rey.

Men det fjerner ikke fokus fra, at Gary Neville er presset. Valencia er kun fire point foran nedrykningsstregen, og klubben møder lørdag Espanyol, der kun er tre point efter Valencia. En vigtig kamp, men det får ikke englænderen til at gå i panik.

- Jeg har ikke set spillerne gå i panik, og de har heller ikke set mig gå i panik.

- Der kan være en orkan udenfor, men du er nødt til at være i orkanens øje i midten (og ikke gå i panik, red.), siger Gary Neville på sit pressemøde, inden han dog erkender:

- Vi er nødt til at vinde mod Espanyol, og det er vores fokus. Det er som en finale, siger han.

Valencia er Gary Nevilles første job som cheftræner.

Kampen mod Espanyol spilles på Mestalla - Valencias hjemmebane.