Real-brassers agent: Har snakket med Inter
Illustration
La Liga

Real-brassers agent: Har snakket med Inter

Det brasilianske talent Casemiro har ikke fået meget spilletid i Real Madrid, og i januar blev midtbanespillerens navn drøftet i en samtale mellem Inter og spillerens agent.

Hele Casemiros ophold i Real Madrid har været underligt. Og nu kan den 22-årige brasilianer være på vej videre. 

Midtbanespillerens navn kom således op på et møde, da hans agent, Joseph Lee, forhandlede med Inter om den daværende Lazio-spiller Hernanes. 

- Om jeg har snakket med Inter om Casemiro? Ja, det gjorde jeg, da vi forhandlede handlen med Hernanes på plads i januar, siger agenten til Tuttomercato. 

- Han gør det godt i Spanien, men han er også glad for, at en klub som Inter viser interesse for ham. Men det er stadig for tidligt at snakke om et skifte. 

Real Madrid hentede i januar 2013 Casemiro på en lejeaftale fra Sao Paolo og satte ham straks på andetholdet. Men efter at have spillet en halv sæson med de næstbedste i den spanske kongeklub købte Real Madrid ham fri af Sao Paolo for omkring 40 millioner kroner i sommerens transfervindue. 

Og i denne sæson står midtbanespilleren indtil videre noteret for i ni optrædener i La Liga for den spanske storklub.