
Den lille argentinske skarpretter, Sergio Aguero, nyder stor succes i Manchester City med imponerende 18 mål i 28 kampe. De mange mål er ikke gået ubemærket hen i Real Madrid. Ifølge Dailymail er Madrid-præsident, Florentino Perez, klar til at ofre Gonzalo Higuain til Chelsea for at lokke "Kun" Aguero til Bernabeu. Den opsigtsvækkende transfer afhænger dog i høj grad af Higuain. Således har den 24-årige argentiner tidligere afvist et skifte til Stamford Bridge på trods af, at klubberne var enige om en handel.
En anden hindring kan opstå i form af Agueros tidligere klub, Atletico Madrid. Efter salget til Mancester City ønskede klubben forsikring om, at han ikke ville skifte til ærkerivalerne fra Real Madrid inden for de første to år.
Skulle handlen med Aguero gå i vasken, overvejer Real Madrid at gå efter Fernando Llorente. Den blonde baskiske bomber er i målhumør for tiden med 5 mål i de sidste 2 kampe og har af flere omgange været rygtet til kongeklubben.