Riise advarer: Pressen kan smadre Ødegaard
La Liga

Riise advarer: Pressen kan smadre Ødegaard

John Arne Riise frygter, at det store pres i Real Madrid kan ødelægge supertalentet Martin Ødegaard.

Han er kun 16 år, men allerede nu er der kæmpe forventninger til det norske supertalent Martin Ødegaard, der i januar skiftede Strømsgodset ud med mægtige Real Madrid. Den offensive midtbanespiller har haft sine problemer fra start i den spanske klub, hvor han angiveligt ikke har været interesseret i at træne med reserveholdet Castilla. Det skulle han så alligevel være begyndt på, og det er nok også det smarteste, så han ikke bliver isoleret.

At der er tale om et gigantisk talent, er der nok ikke tvivl om, ellers får man ikke landsholdsdebut i en alder af 15 år, og ellers skriver man ikke kontrakt med Real Madrid som 16-årig. Men der er alligevel masser af fælder, som kan ødelægge Martin Ødegaard, inden seniorkarrieren for alvor tager fart i Real Madrid. Det frygter i hvert fald norske John Arne Riise, der selv har spillet i nogle store klubber som Liverpool og Roma, og som advarer mod presset i en storklub.

- Når man er så stort et talent og skriver under med Real Madrid, går man ind i en verden, som meget få kender. Der kommer et kæmpe pres, som meget få kan tackle. De bliver slet og ret ødelagt af presset. Mediepresset er det værste, og det er her, jeg kan se det største problem (for Ødegaard, red.), skriver John Arne Riise på sin blog.

- I Norge har vi fået et talent, som vi aldrig har set før, men vi er også nødt til at passe på den her fyr. Lad ham være i fred, lad ham træne og lad ham fokusere på det, der er vigtigt for ham. Lad ham vokse. Der er så meget, han skal igennem med et nyt land, et nyt sprog, en ny kultur, nye holdkammerater og en ny type fodbold er bare noget af det, han skal igennem.

- Du ser, at norske medier skriver alt, han laver. De har selvfølgelig også et job, men vi er et lille land, så vi skal tage vare på det, vi har. Jeg håber, at medierne kan se længere frem end den næste dag, for lykkes han, tænk sig alle de historier, medierne kan skrive. Lad ham blive voksen på sin måde og i sit tempo. Der er ingen grund til at gøre det vanskeligere, end det er, skriver John Arne Riise videre.

Riise, 34 år, spiller selv for cypriotiske Apoel. Han har spillet 110 landskampe for Norge.