Én af de seneste måneders allerstørste historier indenfor fodboldens verden er José Morurinhos tiltræden som ny træner i Real Madrid. I går skete det så endelig. "The Special One" debuterede i spidsen for det spanske storhold.
Debuten fandt sted i Los Angeles, hvor mexicanske America var modstanderen. Og Mourinho fik en sejr i sin debut-kamp. Et Real Madrid-hold uden verdensmestrene Iker Casillas, Sergio Ramos, Alvaro Arbeloa, Raul Albiol og Xabi Alonso slog det mexicanske mandskab med 3-2.
Det nyindkøbte spanske supertalent Sergio Canales gav Real Madrid føringen, da han 11 minutter før pausen scorede madrillenernes første mål i den nye Mourinho-æra.
Men America fik hurtigt vendt opgøret med to hurtige mål, inden sidste sæsons Real Madrid-topscorer, argentinske Gonzalo Higuain, igen bragte balance i regnskabet.
Som skrevet i et manuskript var et uafgjort resultat dog ikke nok for José Mourinho i debutkampen. Han ville have sejren - og det fik han. Naturligvis på grund af Cristiano Ronaldo.
Mourinhos portugisiske landsmand bankede et fremragende frisparsmål i kasen ti minutter før tid, og så var drejebogen færdigskrevet. Jose Mourinhos æra i Real Madrid er igang.