Video : Tipsbladet
La Liga

Ronaldo om sin fremtid: Vil vinde flere trofæer hos Madrid

Tidligere i sommerens transfervindue var Manchester United klar til at hente den 32-årige portugiser til klubben. Nu kommenterer Cristiano Ronaldo selv på sin fremtid.

Efter en indbringende sæson med Champions League trofæet i hænderne på de spanske ligamestre er Cristiano Ronaldo ikke færdig med at hente pokaler til Real Madrid. Tværtimod.

- At vinde store trofæer med min klub var, ligesom de individuelle priser, stort sidste år. At gøre det igen ville være helt fint, siger den portugisiske stjerne til Marca.

Selvom profilen længe har oplevet den store succes, har Cristiano Ronaldo dog ikke glemt det hårde arbejde, der ligger bag medaljerne. Netop dén higen efter succes har Madrid-stjernen ikke tænkt sig at lægge på hylden.

- Man er nødt til at arbejde hårdt hvert eneste år, og det vil jeg blive ved med at gøre. Fodbold er mit liv og min passion, konstaterer Cristiano Ronaldo til den spanske avis.

I sidste sæson blev Cristiano Ronaldo topscorer i Champions League med hele 12 mål i de internationale kampe. Med udtalelserne i mente er den 32-årige profil klar til at hente endnu flere pokaler til Madrid-skabet.