Ronaldo skulle have været til tandlæge

Cristiano Ronaldo fik killer-blikket af Walter Pandiani, men Pandiani beskyldte Ronaldo for at have en skrue løs.
Hvis optrinnet mellem den uruguayanske angriber Walter Pandiani og Cristiano Ronaldo for nylig var sket i Uruguay, ville Real Madrid-stjernen have haft brug for en tandlæge, hævder Pandiani.

Det er ikke for ingenting, at de kalder ham Riflen hjemme i Uruguay, for den rutinerede angriber Walter Pandiani har en evne og vilje til at skyde med skarpt både på- og udenfor banen.

For nylig mødte Pandianis klub Osasuna Real Madrid i La Liga og overraskede alt og alle ved at vinde 1-0. Men kampen bliver lige så meget husket for det optrin, Walter Pandiani havde med Ronaldo.

Her stod de to og råbte hinanden op i fjæset, og Pandiani udtalte efterfølgende, at Cristiano Ronaldo måtte have en skrue løs og hellere skulle lære at være lidt ydmyg - ligesom Lionel Messi.

Nu smider Pandiani yderligere benzin på bålet med en slet skjult trussel mod Ronaldo.

- Under andre omstændigheder havde jeg optrådt anderledes, og sikkert værre, men fordi jeg elsker fodbolden og gerne vil fortsætte med at spille fodbold, blev det ikke til mere end ord. Men hvis det her var sket i mit hjemland Uruguay, skulle Ronaldo nok have bestilt tid hos tandlægen nu, advarer Walter Pandiani i et interview med COM Radio.

Seneste nyt på tipsbladet.dk