
Den måske største aktive legende i spansk fodbold, Raul, ligner en færdig mand i kongeklubben Real Madrid, som han ellers har spillet for hele sit liv. Efter 658 kampe og 276 mål ser det ud til at være slut for Raul, som nu med stor sandsynlighed skifter til Schalke 04 i den tyske Bundesliga.
Ifølge den spanske avis AS, har Schalke-manager Felix Magath forhandlet de sidste detaljer på plads med Raul, og spilleren ventes præsenteret hos tyskerne den 15. juli når spanieren vender tilbage fra ferie. Skiftet ventes at indbringe Raul godt 36 millioner kroner om året.
Raul havde også tilbud fra blandt andet Qatar og USA, men var altså ikke parat til at drosle så langt ned for sin karriere. Skiftet passer også perfekt for Schalke, der mangler en erstatning for Kevin Kuranyi, som er blevet solgt til russiske Dynamo Moskva.
Dermed kan Bundesligaen for alvor præsentere en række stjerner i den kommende sæson, hvor spillere som Franck Ribery, Arjen Robben, Michael Ballack og nu altså også Raul vil være at finde syd for grænsen.