Den danske landsholdsspiller Lasse Schøne er på vej væk fra hollandske NEJ Nijmegen. Kreatørens kontrakt udløber til sommer, og derfor ligner et salg af danskeren her i januar den bedste løsning for alle parter.
Det skorter da heller ikke på interesse for danskeren, der især synes interesseret for spanske klubber. Ifølge sporten.dk har Michael Laudrups tidligere klub, Mallorca, således i to omgange forhandlet konkret med NEC Nijmegen om et køb af landsholdsspilleren, men skal man tro den hollandske klub, er der ikke megen sandhed i den historie. Klubbens tekniske direktør holder stædigt fast i, at der endnu ikke er kommet et konkret bud på Schøne.
- Det er kun rygter. Der er bestemt interesserede klubber, men ingen konkrete tilbud. Jeg har ikke fået en fax med et tilbud, og jeg har heller ikke fået et mundtligt bud, siger Carlos Aalbers til tipsbladet.dk.
Lasse Schøne vil ikke forlænge med NEC Nijmegen, så derfor skal klubben sælge nu, hvis de vil have penge for danskeren. Det er hollænderne naturligvis klar over, og derfor står de klar med åbent sind, når eller hvis et tilbud tikker ind.
- Klubbens princip er at få unge spillere ind, som vi kan udvikle og sælge. Så vi vil se på alle realistiske bud, fastslår Aalbers.
Udover Mallorca meldes også en anden spansk klub, Osasuna, interesseret i Lasse schøne.