Sevilla ti minutter fra Champions League
La Liga

Sevilla ti minutter fra Champions League

Sevilla var meget tæt på at sikre Champions League-fodbold med en udesejr over Malaga, men så slog Valencia til og snuppede pladsen.

Der var meget på spil i både top og bund, da Liga BBVA søndag gik ind i sin sidste spillerunde. Sevilla, der med al sandsynlighed bliver kommende klub for danske Michael Krohn-Dehli, kunne sikre Champions League med udesejr over Malaga, mens Valencia skulle dumme sig mod trængte Almeria. En scenarie der var tæt på at blive virkeligt, inden Valencia ti minutter før tid stjal den vigtige fjerdeplads. 

Sevilla gjorde ellers alt, hvad holdet kunne i søndagens udekamp mod Malaga. Weligton blev hurtigt smidt ud for værterne, og så satte Sevilla tempo på kampen. Gæsterne fik store tilbud gennem hele første halvleg, men først efter pausen slog man til, da Jose Antonio Reyes tæt under mål gjorde det til 0-1. Tre minutter efter øgede Ever Banega, inden  Aleix Vidal med en halv time igen lukkede kampen. 

Alligevel formåede Malaga at slå tilbage i undertal. Javi Guerra fik hurtigt reduceret, og i overtiden var der lagt op til stormløb, da Javi Guerra atter reducerede til 2-3, der dog blev de afsluttende cifre.

Trods sejren blev det Valencia, der sikrede fjerdepladsen og Champions League-kvalifikation. Ude mødte holdet trængte Almeria, der skulle bruge en sejr for at undgå nedrykning. Værterne kom da også på 1-0, da Thomas Teye Partey først scorede direkte på frispark, inden Nicolas Hernan Otamendi headede Valencia tilbage midtvejs i første halvleg. 

Fernando Soriano gav Almeria nyt håb ti minutter før pausen, men kunne ikke glæde sig over en føring efter de første 45 minutter. Javi Fuego kom nemlig først på en løs bold i overtiden, og udlignede. I anden halvleg pressede begge mandskaber på for at ændre udfaldet, og her blev det Valencia, der fik gevinst. Paco Alcacer kom med ti minutter igen alene igennem, og sparkede Champions League-pladsen til Valencia.

Sejren lagde pres på Atletico Madrid, der ude måtte kæmpe for 0-0 mod trængte Granada, der ligeledes kæmpede for nedrykning. Med 0-0 sikrede mandskabet fra hovedstaden dog akkurat tredjepladsen, der længe har været målsætningen.

Mestrene fra FC Barcelona fik kun 2-2 hjemme mod Deportivo, der fik vendt 2-0 nedtur til sand jubel med 2-2 samt overlevelse i den bedste spanske række.