Spansk avis: Ny kontrakt og tårnhøj frikøbsklausul til Asensio
Foto: Getty Images
La Liga

Spansk avis: Ny kontrakt og tårnhøj frikøbsklausul til Asensio

Hvis de europæiske storklubber vil have Marco Asensio uden at spørge Real Madrid om lov, så skal der graves virkelig dybt for at udløse spillerens frikøbsklausul.

Hvis der er nogen, der har gjort sig særdeles godt bemærket på verdensplan i den seneste tid, så er det Real Madrids offensivspiller Marco Asensio. Særligt i kampene i den spanske Super Cup mod Barcelona var han en konstant trussel.

Det har formentlig også sat ham på radaren hos de europæiske topklubber, hvis de ikke allerede havde fået øjnene op for ham i sidste sæson, hvor han bestemt ikke var ligegyldig i Real Madrids jubelsæson.

Derfor ser det nu ud til, at Real Madrid-ledelsen vil give ham en ny kontrakt, skriver den Madrid-baserede sportsavis Marca.

Den 21-årige spiller har allerede en aftale frem til 2022, men nu skal frikøbsklausulen forhøjes. Den er i forvejen på 2,6 milliarder kroner, men det er ikke nok. Den skal nemlig op på 3,7 milliarder kroner, som betyder, at han kommer op på samme niveau som Kroos, Modric og Ceballos.

De eneste, der kan slå den er BBC-spillerne, Ronaldo, Balo og Benzema, som har frikøbsklausuler på et rundt 1000 millioner Euro, som svarer til godt 7,4 milliarder kroner, hvis nogen skulle forsøge sig på at hente dem, som PSG tidligere gjorde med Neymar, der "kun" havde en på 1,65 milliarder kroner.

Hvis Asensio underskriver kontrakten kan han også se frem til en lønforhøjelse, der løfter sig fra de nuværende 26 millioner kroner om året til 33 millioner kroner.