Video : Tipsbladet
La Liga

Spansk fodboldpræsident mistænkt for matchfixing

Angel Maria Villar, som er præsident for det spanske fodboldforbund, er mistænkt for matchfixing, dokumentfalsk og bestikkelse.

En spansk sportsdomstol har mandag indledt en disciplinærsag mod præsidenten for Det Spanske Fodboldforbund (SFF), Angel Maria Villar.

Det skriver TV2 via nyhedsbureauet AP.

Sagen indledes efter, at Angel Maria Villar er blevet anholdt og varetægtsfængslet i forbindelse med en efterforskning af korruption i forbundet.

Dermed kan Spaniens højeste retsinstans nu træffe en endelig afgørelse om, hvorvidt Villar skal suspenderes fra posten.

Afgørelsen fra sportens højesteret har været ventet siden torsdag.

Domstolen i den spanske hovedstad, Madrid, besluttede torsdag, at Angel Maria Villar skulle forblive i fængsel. Her sidder han sammen med sin søn Gorka uden mulighed for prøveløsladelse.

Ledelsen for de øverste spanske fodboldligaer oplyste mandag, at den ville deltage i sagen mod Villa som den forurettede part. Her har præsidenten for La Primera Division, Javier Tebas, længe været en af Villars største kritikere.

Forbundet har ansvaret for landsholdet og står også bag planlægningen af klubturneringer og den spanske pokalturnering.

Villar, hans søn, forbundets vicepræsident og den øverste chef for det regionale forbund på Tenerife blev anholdt sidste tirsdag. Det skete under en ransagning af forbundets hovedkvarter.

Angel Maria Villar er, foruden at være formand for det spanske fodboldforbund, også vicepræsident i både Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa). Han har været præsident for SFF siden 1988.