La Liga

Sporløs: Hvad blev der af Harald Brattbakk?

Virkelig hvasse tunger vil sige, at Harald Brattbakk allerede var missing in action, da han imellem januar 2000 og 22. december 2000 spillede for FC København.

Bragt i Tipsbladet 20. januar

Den robuste nordmand lignede ellers et klassekøb for de dengang ikke så suveræne københavnere, der skulle have en god mand til at lave rav i den oppe foran med den sydafrikanske publikumsfavorit Sibusiso Zuma, og Brattbakk scorede faktisk to hattrick for de hvidblusede [7-2 over Vejle 26. marts og i sin sidste Superliga-kamp i 4-0 sejren over Haderslev FK - i dag SønderjyskE - 26. november].

Men i de øvrige 31 kampe blev det kun til otte mål, og især når der var store kampe på menuen, var de københavnske trænere ikke tilfredse med nordmanden, som blev solgt hjem til Rosenborg 11 måneder efter, at han var kommet.

Men hvad er der siden sket med manden, som blev rådet af Morten Wieghorst og Marc Rieper til at skifte til Danmark?

Først fulgte tre meget, meget succesrige sæsoner i Rosenborg BK. Den norske mesterskab var på sit højeste med Nils Arne Eggen som cheftræner og nåede mens Brattbakk var der op på sin ottende deltagelse i træk i Champions Leagues gruppespil, hvilket var en rekord i hele Europa, indtil Manchester United overhalede nordmændene.

Brattbakk scorede i alle turneringer 82 mål for Rosenborg mellem 2001 og 2003 og var blandt andet med til at give sin gamle klub Celtic høvl i Champions League hjemme på Lerkendal. I alt nåede Brattbakk op på 29 mål i 66 europæiske kampe for Rosenborg.

Men som Brattbakk blev ældre, blev konkurrencen hårdere i Rosenborg. Efter en lunken 2004-sæson røg Brattbakk af holdet i 2005, men angriberen troede selv, at han kunne spille sig tilbage til at få en rolle i Trondheim-klubben via en lejeaftale i Bodø-Glimt i efteråret 2005, hvor nordmanden igen fandt noget målform.

Men det var ikke nok, og i februar 2006 fortalte RBK-ledelsen en skuffet Brattbakk, at de ophævede hans kontrakt, hvorefter Brattbakk slukøret stoppede karrieren.

Brattbakk spillede i 2008 en sæson for sin barndomsklub Kolstad lige uden for Trondheim, men det er slet ikke, hvad man i dag husker Brattbakk for.

På norsk TV3 fortalte Brattbakk nemlig i efteråret 2006, at han ville være pilot.

Nordmanden og hans familie tog til Florida året efter, hvor Brattbakk tog sit pilot-certifikat på en privat luftfartsskole (nej, ikke den, der trænede fly-kaprere for 11 år siden!), og så vendte han hjem til Trondheim, hvor Brattbakk arbejdede som pilot for det lille luftfartsselskab Helitrans A/S, der især servicerer små, private firmaer, men som også har fløjet charter for Brattbakks tidligere klub Rosenborg BK.

»Som fodboldspiller var jeg på job i korte perioder hver dag, nu er jeg på job i lange perioder med fri indimellem. Det er sådan cirka en uge på og en uges fri. Som sagt, så er hverdagen blevet lidt anderledes. Jeg ser ikke børnene hver dag, men jeg har fri, er jeg der for dem hele tiden. Det kræver lidt ekstra af min kone, når jeg er ude at arbejde, men det var vi indstillede på,« fortalte Harald Brattbakk i et interview med Norgesnytt i marts 2009.

Siden da har den tidligere FCK-angriber skiftet job. Faktisk er der en chance for, at du enten har eller kommer til at flyve med Brattbakk bag rorpinden, for nordmanden har fået job som pilot for det selskab, der flyver luftfartsselskab Norwegians rutefly.

Brattbakk har efter karrieren også vundet reality tv-programmet »71 grader nord«, hvor en række kendisser bliver udsat for forskellige prøvelser oppe på Nordkap.