
Sidste sommers transferaktivitet må have været en hård pille at sluge i det sydlige Madrid for Atletico Madrids fans. Først sagde man farvel til ikonet 'Kun' Agüero og senere til Diego Forlan, som altid var garant for +20 mål på en sæson.
I bytte fik de et noget ubeskrevet blad i Radamel Falcao, som kom fra Porto med et enormt prisskilt, men ingen havde rigtig nogen idé om colombianerens kvaliteter. Men Falcao har siden sin Atletico debut vist, at han er en særdeles målfarlig herre og langt hen af vejen en fuldgod erstatning for Diego Forlan.
Igen igår på Real Sociedads hjemmebane, Anoeta, var det Falcao, som har fået tilnavnet 'Tigeren' i Spanien, som stjal showet med et hattrick.
Allerede efter 3 minutter var Falcao på pletten, da han scorede på straffespark. Flere mål blev det ikke til i første halvleg.
I anden havleg kom der dog mere gang i målscoringen, og efter blot et enkelt minuts spil fik Adrian af nogle omgange prikket bolden forbi Sociedad keeper Claudio Bravo.
Herfra lod Atletico Madrid hjemmeholdet styre begivenhederne, for istedet at slå kontra. Denne taktik gav pote, da Falcao i det 83. minut scorede et drømmemål, da han lidt uden for feltet lobbede bolden over Claudio Bravo, som var kommet lidt for langt ud af sit bur.
Men Falcao var ikke færdig endnu og 'Tigeren' fik scoret endnu engang i dommerens tillægstid, og Sociedad endte dermed at få en lussing på 4-0.
Atletico Madrid vandt sidste uge 3-0 på hjemmebane over den synkende ubåd Villareal, og den ny træner, Atletico-ikonet Diego Simeone, har dermed fået en forrygende start i Vicente Calderons varme sæde.
Sejren bringer Atletico Madrid op på 7. pladsen med 26 point efter 19 kampe.