Torres scorede sit mål nummer 100 for Atletico i sejr
Foto: Daniel Ocho de Olza/Polfoto
La Liga

Torres scorede sit mål nummer 100 for Atletico i sejr

Atletico Madrid sikrede sig en 3-1 sejr over Eibar, som ikke var uden problemer.

Atletico Madrid fortsætter med at levere resultaterne, som holder dem oppe i toppen af den spanske liga.

Lørdag blev det til en 3-1 sejr over lilleputklubben Eibar, som har overrasket positivt i denne sæson.

Det kunne ses på Atletico Madrid, som på trods af hjemmebanefordelen havde store problemer med at spille sig frem til chancer gennem hele kampen.

Derfor var det ikke overraskende, at det var Eibar, der kom foran efter et forsvarskoks af de helt store.

Atleticos Saul Niguez trådte i bolden, og det udnyttede Keko til at bringe Eibar på 1-0 i starten af anden halvleg.

Atletico svarede dog igen 10 minutter senere, da José Gimenez bragte balance i regnskabet på et hovedstød efter et hjørnespark af Koke.

Og kort tid efter var det endnu engang et af Kokes hjørnespark, som førte til mål. Denne gang var det Saul Niguez, som gjorde skaden god igen og bragte sit hold foran.

Til slut fik klubikonet Fernando Torres lov til at lukke kampen med en nem scoring, som samtidig var hans mål nummer 100 i Atletico-trøjen.

Atletico Madrid ligger nu med samme point som FC Barcelona i toppen af ligaen, men Barcelona har dog spillet to kampe færre.