Ugens profil:
Foto: Getty Images
La Liga

Ugens profil: "Du har virkelig nosser"

Det spanske fodboldforbunds præsident er virkelig kommet i uføre og kan være på vej i fængsel.

"Ugens profil er et tilbagevendende element i Tipsbladet - denne er bragt i dagens udgave af Tispbladet"

"Du har virkelig nosser"

Præsidenten for Spaniens fodboldforbund Angel Maria Víllar afskyr journalister, journalisters spørgsmål og ikke mindst afsløringerne af korruption i FIFA og en lang række fodboldforbund, som har kostet Angel Maria Víllars venner deres stillinger, og i nogle tilfælde sendt dem i fængsel.

Og da den særlige efterforsker Michael Garcia i 2014 efterforskede uddelingen af VM 2018 og 2022, var Angel Maria Víllar en af de mest respektløse vidner i et morads af politikere og forretningsfolk, der generelt ikke gav meget for Garcias indsats.

Ud over at tale om Michael Garcias forplantningsorgan rådede Víllar blandt andet også amerikaneren til at droppe efterforskningen ”for sit eget bedste”, og den spanske fodboldchefs opførsel var så grel og uanstændig, at FIFA i 2015 følte sig nødsaget til at give den tidligere Athletic Bilbao-spiller en bøde og en advarsel mod at gentage den opførsel.

Nu risikerer den spanske fodboldboss at ryge samme vej som flere af sine allierede i FIFA-toppen, der i dag kender fængselsceller indefra.

Mandag i denne uge anholdt spansk politi Angel Maria Víllar, Víllars søn Gorka og yderligere to folk i og omkring det spanske fodboldforbund RFEF, samtidig med at politiet ransagede fodboldforbundets hovedkvarter i Madrid.

Det var ikke første gang, politiet havde været på besøg, og denne gang ledte ordensmagtens efterforskere blandt andet efter beviser for, at Víllar og søn har skummet penge i forbindelse med det spanske landsholds venskabskampe, og for at det spanske forbunds penge og ressourcer var blevet brugt i Víllars genvalg som RFEF-chef i maj.
Angel Maria Víllar har været involveret i adskillige konflikter i de seneste år, for ikke at sige i størstedelen af sin regeringstid, der strækker sig tilbage til 1988.

Víllar har på flere fronter kæmpet med Javier Tebas, chefen for den spanske ligaforening, der i modsætning til snart sagt alle andre i spansk fodbold er gået mod Víllar og har taget magt fra forbundet, blandt andet i forbindelse med ny lovgivning om fordelingen af tv-penge i La Liga.

I UEFA såvel som FIFA har Víllar siden årtusindskiftet udviklet sig til én af de mest magtfulde; i skrivende stund er spanieren fortsat ’senior vice president’, hvilket betyder, at Víllar bliver FIFA-præsident, hvis Gianni Infantino stopper i utide.

Víllar var faktisk præsident-vikar i 11 måneder i UEFA, da Michel Platini i oktober 2015 blev udelukket fra al fodbold.

I den periode løb Europas storklubber med magten i UEFA og havde nær trumfet endnu mere vidtgående reformer af Champions League igennem fra 2018 end at give de fire topnationer fire direkte pladser i gruppespillet.

Ude i verden kendes Víllar også som chef for dommer-komitéerne i FIFA og UEFA, hverv som spanieren droppede tidligere i år.

Den daværende chef for Englands fodboldforbund Lord Triesman kom i 2010 i fedtefadet, da han i skjulte optagelser, iværksat af avisen Daily Mail, hævdede, at det spanske forbund og det russiske kunne konspirere om dommerbesætning til VM og uddelingen af VM 2018 og 2022, der skulle foregå i december 2010 med både Spanien og Rusland i kandidatfeltet.

Lord Triesman har efterfølgende sagt, der ikke var hold i det, han sagde, og at han udtalte det for at imponere den tidligere ansatte, Melissa Jacobs, der optog samtalen for Daily Mail.

”Villar no es el fútbol español” [Víllar er ikke spansk fodbold], skrev sportsavisen Marcas redaktør Juanma Rodríguez onsdag – det tyder ikke godt for ’El Presidente’s fremtidsudsigter.