Ung tysker klar til målmandskrig i Barcelona
Foto: Martin Meissner/Polfoto
La Liga

Ung tysker klar til målmandskrig i Barcelona

Marc-André ter Stegen føler sig klar til at overtage hvervet som førstemålmand i Barcelona, og det betyder, at han skal slå endegyldigt Claudio Bravo af.

Marc-André ter Stegen skiftede i sommer fra Borussia Mönchengladbach til Barcelona, men endnu mangler den unge tysker for alvor at sætte sig på posten som førstemålmand i den katalanske klub.

Barcelona hentede nemlig også Claudio Bravo i Real Sociedad i sommer, og den chilenske keeper har gjort sit indhug på startpladserne under cheftræner Luis Enrique. Indtil videre har Bravo nemlig vogtet målet i Primera Division-kampene, mens Ter Stegen har overtaget pladsen i målet under Champions League- og Copa del Rey-optrædender.

Men Ter Stegen føler sig parat til at gå skridtet videre og være den faste førstemålmand i Barcelona.

- Jeg er glad for den støtte, jeg får fra fansene, og det arbejde, som jeg gør med mine holdkammerater, men jeg er ikke tilfreds. Lige nu vælger træneren kun at bruge mig i cupturneringen og i Champions League, men jeg vil gerne spille i ligaen, selvom Bravo gør det rigtig godt, siger Marc-André ter Stegen til spansk TV3.

Han føler sig fuldt ud i stand til at overtage posten som den faste keeper i Barcelona, hvor han føler sig godt tilpas i systemet.

- Allerede som barn øvede jeg mig i at spille med bolden for fødderne, så det føles slet ikke anderledes at være i det system her i Barcelona. Det er jeg vant til, lyder det videre fra den tyske målmand.

Claudio Bravo har stået i 19 kampe i Primera Division, mens Marc-André ter Stegen har passet målet i 10 kampe i Champions League og Copa del Rey.