Uroligheder i Catalonien suspenderer forhandlinger om ny tv-aftale
Skulle Catalonien formå at løsrive sig fra Spanien, er det ikke sikkert, at hold som Girona, Espanyol og storklubben, FC Barcelona, får lov til at blive i La Liga. Og det ville gøre TV-rettighederne mindre værd, fortæller ligapræsidenten.
FC Barcelonas fravær ville gøre TV-rettighederne mellem 20-25% mindre værd. Det skriver Ritzau.
Nu har præsidenten for Primeira Division, Javier Tebas, konkluderet, at forhandlingerne om en ny international tv-aftale skal udskydes.
- Vi har suspenderet forhandlingerne omkring de internationale rettigheder, indtil situationen i Catalonien er løst, siger Javier Tebas ifølge Ritzau.
FC Barcelona har allerede leget med tanken om at spille Premier League i England, såfremt Catalonien løsriver sig fra Spanien. Arsenals manager, Arsene Wenger, tror dog ikke på, at Lionel Messi og resten af Barcelona-holdet kommer til at spille i den engelske topliga.
Det vil nemlig være mere realistisk at invitere Celtic eller Rangers til Premier League, har den franske manager tidligere udtalt. Det kan du læse mere om her.
Indtil videre er forhandlingerne om TV-rettighederne i Spanien udsat, da konflikten i Catalonien fortsætter.