
Oprykkerne til Primera Division, Levante, har gjort det overraskende flot i denne sæson. Klubben indtager La Ligas fjerdeplads, og ligger dermed til en Champions League placering. Lige over Levante ligger dagens modstander Valencia på tredjepladsen.
Så til trods for at være en kamp i Copa del Rey, var kampen anticiperet med stor spænding, idet styrkeforholdet mellem de to klubber direkte kunne måles og vejes. Tidligere på sæsonen tabte Levante 2-0 til Valencia i en kamp, som var tættere end scoren afspejler.
Kampen i sig selv skulle vise sig at byde på en yderst målrig førstehalvleg, og en ophedet anden halvleg.
Det kræsne hjemmepublikum på Mestalla skulle vente til det 24. minut før de fik noget at glæde sig over. Efter et klinisk kontra-angreb kunne Jonas bringe hjemmeholdet foran på forarbejde af Pablo Hernandez.
Allerede i det 31. minut fandt hjemmeholdet vej til netmaskerne igen, og denne gang ved den altid skarpe Soldado, som fra nært hold kunne bringe Valencia yderligere foran. Herefter tog Valencia fuld kontrol over kampen, men dette til trods, var det Levante der skulle score det næste mål, da den tidligere Sevilla angriber, Arouna Kone, på en flot flugter i det 37. minut bragte spænding i kampen igen.
Der skulle dog falde endnu et mål inden pause, da Pablo Piatti i dommerens tillægstid nåede først på et Pablo Hernandez indlæg, og bragte Valencia foran 3-1.
I anden havleg faldt der kun et enkelt mål, da Valencias Tino Costa i overtiden cementerede sejren ved at afslutte et kontra-angreb med at sende kuglen ind bag den sagesløse Levante målmand Navas. Hvad halvlegen manglede i mål, i forhold til første halvleg, blev rigeligt opvejet i kort. Dommeren måtte således til lommerne hele 10 gange i anden halvleg, og endte således på en total på 11 for kampen.
Med 4-1 sejren har Valencia skabt sig et solidt udgangspunkt forud for returkampen. Vinderen af dette opgør skal i øvrigt møde vinderen af kvartfinalen mellem Barcelona og Real Madrid i næste runde af Copa del Rey.